Justitsminister Michael Gove bakker ifølge Sunday Times op om farverig politiker som Camerons afløser.

London. Hvem skal overtage adressen Downing Street 10, når premierminister David Cameron formelt træder tilbage om nogle måneder som konsekvens af briternes EU-exit?

Det bliver der i høj grad spekuleret i, og meget tyder på, at den tidligere London-borgmester Boris Johnson bliver den nye mand på posten.

Den konservative Johnson har været en af frontfigurerne for fløjen, der kæmpede for at få Storbritannien ud af EU. Og han får nu støtte fra en af brexit-kampagnens andre markante skikkelser.

Avisen Sunday Times skriver i hvert fald, at justitsminister Michael Gove har valgt at pege på Boris Johnson som landets kommende premierminister.

Ifølge avisens oplysninger har Gove ringet til Johnson og sagt, at han vil støtte den tidligere borgmester i kampen om Camerons stol.

Boris Johnson, der tidligere har været journalist med EU som stofområde, blev et af ansigterne på kampagnen for at få Storbritannien ud af EU.

Han er kendt for at være en farverig politiker med markante holdninger. Blandt andet kom han i problemer, da han i valgkampen sammenlignede EU med Adolf Hitlers nazistiske visioner.

Posten som premierminister bliver ledig, efter at David Cameron fredag morgen oplyste, at han trækker sig som følge af vælgernes nej til EU.

Ifølge Sunday Times ventes indenrigsminister Theresa May at melde sig som kandidat til Camerons efterfølger. Hun bakkede ikke op om brexit, men holdt lavere profil end Cameron og finansminister George Osborne.

Hun ventes at få opbakning fra Camerons allierede i Det Konservative Parti.

Bookmakerne tror dog mest på Boris Johnson.

Ifølge hjemmesiden oddschecker.com anser Ladbrokes, Betfair, Coral og Betway Boris Johnson som favorit til at blive den næste premierminister i Storbritannien foran den nuværende indenrigsminister, Theresa May.

Justitsminister Michael Gove er også blandt bookmakernes bud.

/ritzau/