Centerpartiet ser ud til at bliver vinderen ved parlamentsvalget i Finland, efter stemmer er blevet talt op fra de vælgere, der har brevstemt.

Oppositionspartiet Centerpartiet ser ud til at få pæn opbakning ved søndagens parlamentsvalg i Finland, efter brevstemmer fra omkring 32 procent af vælgerne er blevet talt op, skriver Reuters.

Resultatet fra stemmerne kan dog give et skævt billede i forhold til den endelige optælling, da der særligt brevstemmes i bestemte geografiske områder. Et mere præcist skøn over stemmerne udkommer først senere søndag aften.

Men optællingen af brevstemmerne bekræfter, hvad meningsmålinger længe har spået - at oppositionspartiet Centerpartiet står til at vinde valget.

I optællingen af brevstemmer får Centerpartiet 23,2 procent af stemmerne, mens de to vigtigste partier i den måske afgående regering, Samlingspartiet og Socialdemokraterne, får omkring 17 procent hver.

Skal Centerpartiet med Juha Sipila i spidsen danne en regering, kan det meget vel blive sammen med det nationalistiske parti Sannfinländarna, som ved forrige parlamentsvalg i april 2011 fik 19,1 procent af stemmerne.

Sannfinländarna er kendt for deres EU-skepsis og ønsker blandt andet at få smidt Grækenland ud af eurosamarbejdet, som Finland selv er en del af.

Den nuværende regering med statsminister Alexander Stubb fra Samlingspartiet har været presset af en stagnerende finsk økonomi, der har lidt under turbulens i nabolandet Rusland, som er en vigtig handelspartner. Desuden er Finland plaget af en høj offentlig gæld.