Den norske massemorder Breivik har ved flere lejligheder forsøgt at få ændret sine forhold i fængslet ved at true de ansatte i fængslet med forskellige aktioner.

De siger, han ikke har taget skade, og at han langt hen ad vejen opfører sig, som han plejer. Alligevel indrømmer personalet i det fængsel, der skal passe på Anders Behring Breivik, at han i perioder har ændret adfærd.

Anders Behring Breivik har siddet i isolation, siden han blev pågrebet umiddelbart efter terrorangrebet 22. juli 2011, hvor han dræbte 77 mennesker. De seneste fem år har han afsonet sin forvaringsdom først i fængslet i Ila og siden i Skien. Her sidder han under helt særlige forhold i det top-sikre fængsel.

Læger og andet sundhedspersonale i fængslet har udtalt til den norske tv-station NRK, at Breivik ikke har taget skade af årene i isolation. Alligevel fortæller de, at han i perioder har opført sig underligt og anderledes i forhold til, hvad han plejer.

De ansatte har beskrevet terroristens opførsel som eksemplarisk, men kort før jul skete der noget. Ved flere lejligheder kom Breivik med trusler mod de ansatte. Når han gik gennem de celler, han har til rådighed, truede han betjentene med forskellige aktioner, og han mindede dem om, hvad han var i stand til at gennemføre. Derudover fremsatte han også trusler om forskellige former for civil ulydighed, støj og hærværk.

Han har også tidligere truet med sultestrejke og med at tage sit eget liv.

Breivik sidder i en særlig sikret del af de i forvejen meget sikre fængsel, og han har ingen omgang med de øvrige indsatte.

Han har flere gange klaget over de forhold, han har i fængslet, og hans advokat mener, at han har klare isolationsskader. Senest har han lagt sag an mod den norske stat for brud på menneskerettighederne. Retssagen begynder i næste uge.

Den britiske kriminolog Sharon Shalev har forsket i de skader, indsatte får af at sidde i isolation.

Hun opfatter Breiviks trusler som en form for afpresning.

»Det eneste, han har kontrol over, er sin egen krop. Det, at indsatte bruger deres egne kroppe som våben, er ikke usædvanligt, når man er i isolation. Det er det eneste, de kan kontrollere,« siger hun til NRK.