I en improviseret retssal i Skien Fængslet i Norge er en jury i disse dage ved at afgøre massemorderens Anders Breiviks søgsmål mod den norske stat, som han anklager for brud på menneskerettighederne.

De malede streger på det blanke trægulv, ribberne langs siden og klatrevæggen for enden af salen vidner om de idrætsrelaterede aktiviteter, der normalt finder sted i Skien Fængslets gymnastiksal. Og selv om salen jævnligt besøges af kriminelle, så hører det til sjældenhederne, at salen danner rammen om en retssag, hvor en massemorder med 77 liv på samvittigheden anklager en stat for brud på menneskerettighederne, fordi han blandt andet har måtte drikke kold kaffe.

37-årige Anders Breivik har siden tirsdag forsøgt at overbevise juryen og dommeren om, at han lever under »umenneskelige« forhold i det topsikre Skien Fængsel, og onsdag fik den morddømte så lov til at læse sin 16 sider lange vidneforklaring op.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anders Breivik heilede, da han ankom til retssalen tirsdag.
Anders Breivik heilede, da han ankom til retssalen tirsdag. Foto: STAFF
Vis mere

I løbet af den tre timer lange oplæsning klagede han sin nød over, at han i en periode skulle spise færdigretter med plastikbestik og lægges i håndjern i tide og utide. Og så var det først den tredje PlayStation, han fik i cellen, som rent faktisk virkede.

»Alle fra Oslo vest er enige om, at det at blive udsat for dette er værre end waterboarding,« sagde Breivik.

VG's politiske kommentator valgte at beskrive retssagen og kulissen som et »absurd teater«.

Han gør sig til

Efter Breiviks klagesang tog retspsykiateren Randi Rosenqvist over. Hun har igennem flere år haft møder med Breivik og var oprindeligt indkaldt som vidne for Anders Breivik. Dermed var der muligvis støtte at hente til hans påstand om, at han blandt andet har fået isolationsskader.

Men hvis Breivik havde regnet med opbakning, så tog han grueligt fejl.

Siden den 22. juli 2011, hvor Breivik gjorde sig til herre over 77 menneskers liv, har massemorderen ikke lagt skjul på sin selvhøjtidelighed og flere gange sammenlignet sig med tempel-riddere fra de kristne korstog mod muslimer i middelalderen, mens han i øvrigt havde en direkte kontakt til til den nordiske gud Odin, som gav ham råd.

Men det er noget vås, mener Randi Rosenqvist.

»Det er noget vrøvl, der er ingen tegn på sygdom, og jeg synes, det var dumt sagt, han gør bare sig selv til,« lød det fra Randi Rosenqvist ifølge en kommentar fra den tidligere politiske kommentator Marie Simonsen i Dagbladet.

Og at gøre sig selv til er strengt taget ingen diagnose, som Marie Simonsen rigtig nok bemærker i sin kommentar.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anders Behring Breivik i den improviserede retssal i fængslet.
Anders Behring Breivik i den improviserede retssal i fængslet. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Randi Rosenqvist kaldte en »spade for en spade« under hele vidneforklaringen, og selv om det af hensyn til ofrene og de efterladte kan være noget betændt blot at kalde Breivik for en konspirationsteoretiker og en drømmer, så var Randi Rosenqvist ikke bleg for at gøre det ifølge Dagbladet.

Han er ikke psykotisk

Lige siden en psykiater-rapport konkluderede, at Breivik er paranoid skizofren og psykotisk og dermed utilregnelig, har Randi Rosenqvist været uenig. Det samme har Anders Breivik for øvrigt, der konsekvent har kaldt de to forfattere bag rapporten, Torgeir Husby og Synne Sørheim, for Asbjørnsen og Moe - to norske eventyrforfattere.

»Der er ingen beviser for, at han var eller er sindssyg,« hævdede Randi Rosenqvist.

Alligevel erkendte hun, at Breivik er psykopat og havde personlighedsforstyrrelser. I det hele taget listede hun en lang række afvigelser op, som de fleste lægfolk, som har fulgt en terrorist, vil kunne genkende, skriver Dagbladet.

Og det var tilsyneladende for meget for massemorderen.

»Hendes folkelige og direkte beskrivelser af den umodne og pompøse mand fik endda terroristen til at rødme,« skriver Dagbladet.

Ingen isolationsskader

Med sit indgående kendskab til Breivik afviste Randi Rosenqvist også, at han skulle have fået isolationsskader, som han ellers har hævdet efter flere år i isolation. Det skulle sågar være så slemt, at han lider af 'isolationshovedpine', men det er ikke engang et begreb, mente Randi Rosenqvist.

»Hun (Randi Rosenqvist, red.) havde ingen tvivl om, at han havde hovedpine nu og da, det har vi alle. Så er det bare at drikke mere væske og tage en pille,« lød det i retten ifølge Dagbladet.

Artiklen fortsætter under billedet.

REUTERS/Lise Aserud/NTB Scanpix
REUTERS/Lise Aserud/NTB Scanpix Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

I det hele taget er Breivik en ganske priviligeret fange, der har det langt bedre end mange andre fanger. Og så længe Breivik er optaget af at få en ledende rolle i den fascistiske bølge i Europa, så har han ikke behov for at planlægge flere voldhandlinger, mente Randi Rosenqvist ifølge Dagbladet.

»Men hvis det pludselig går op for ham, at han er uden betydning, at ingen skriver om ham, så vil han formentlig planlægge vold igen.«

»Den norske stat kan naturligvis ikke afholde retssager med ujævne mellemrum for at undgå en narcissist søger opmærksomhed ved hjælp af voldelige metoder. Vi gør det, fordi det er demokratiets pris. Breivik koster os en masse, men ikke for meget,« slutter Marie Simonsen sin kommentar i Dagbladet.

Fredag falder der dom i sagen.