Vidneforklaringer får den terrorsigtede Anders Behring Breivik til næsten at føle sig mentalt skadet, siger han i Oslos byret.
Forsvarsadvokater for den terrorsigtede nordmand Anders Behring Breivik bekræfter over for VG Nett, at Breivik ifølge eget udsagn føler sig slidt, og at torsdagens vidneforklaringer tog hårdt på ham.
- Han sagde, at dette var den værste dag i meget lang tid, fortalte forsvarsadvokat Odd Ivar Grøn ifølge VG Nett.
Flere overlevende fra massakren på Utøya, hvor Breivik dræbte 69 mennesker i fjor, var torsdag i Oslo byret for at vidne. Flere af dem blev skudt af Breivik og er i dag handicappede for livet, blandt andre 21-årige Mohamad Hadi Hamed, der har fået amputeret sin venstre arm og sit venstre ben.
Breivik forklarede i retten, at det er hans målsætning ikke at vise følelser.
- Jeg bruger meget energi på det. Men når jeg kommer hjem til Ila (fængslet, red.), er jeg meget udmattet. Jeg føler mig næsten mentalt skadet efter at have hørt disse vidneudsagn, sagde Breivik og tilføjede, at han har fået alt for lidt tid til at forklare, hvorfor han 22. juli 2011 myrdede løs på Utøya, hvor Norges socialdemokratiske ungdom AUF holdt sin årlige sommerlejr.
- Desværre blev mine bemærkninger ikke transmitteret, men teksten blev i al fald formidlet. Jeg ser derfor ingen grund til at anke og kommer heller ikke til at gøre det, hvis jeg bliver fundet tilregnelig, sagde Breivik.
Sagen mod den terrorsigtede nordmand varer i 10 uger, og der ventes dom 20. juli.