Massemorderen Anders Breiviks advokat raser over beslutning om, at Breivik sandsynligvis ikke får lov at deltage i sin mors begravelse.

Det siger fængselsdirektør Knut Bjarkeid til vg.no.

- Det er fordi, han ikke har afsonet længe nok. Det beror selvsagt på individuelle vurderinger, blandt andet sikkerhedsvurderinger. Det gælder særligt for dem, der har begået alvorlig kriminalitet, siger fængselsdirektøren.

Breiviks advokat Tord Jordet undrer sig imidlertid over, at fængslet har draget den konklusion over for pressen, inden man har henvendt sig til Breiviks advokater.

- Han har et ønske om at deltage i sin mors begravelse. Moderen betød meget for ham. Vi har ikke fået besked fra fængslet, om hvorvidt han kan deltage i begravelsen eller ej, siger Jordet, der vil gennemgå afgørelsen med lup, hvis de får afslag.

Moderen Wenche Behring Breivik døde fredag efter lang tids sygdom og havde ugen forinden været inde i fængslet for at tage endelig afsked med sin søn.

Breivik flyttede som 26-årig ind i moderens lejlighed i Oslo i 2006, hvor han boede indtil kort før terrorangrebet. I 2011 flyttede han fra moderens lejlighed og til gården i ved Rena, hvor politiet senere har fundet en gigantisk bombe på mellem 1000 og 1500 kilo.

Hvor ofte Anders Behring Breivik har haft besøg af sin mor i fængslet, er uvist, men VG mener at vide, at hun mindst en gang før afskeden har besøgt sin søn.