22. juli er det et år siden, at Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker i Oslo og på Utøya. Siden retssagen mod massemorderen startede, har målsætningen lydt på domfældelse inden årsdagen for hans terrorangreb, men nu er der risiko for, at hammeren først vil falde i slutningen af august.

- 20. juli er den aktuelle dato for domsafsigelse. Hvis dommen ikke er klar til denne dato, tyder meget på, at det i stedet bliver 24. august, siger informationschef Irene Ramm fra Oslo Tingret til vg.no.

- Der er mange aktører involveret, og et stor apparat - både personalemæssigt og praktisk - som skal rigges til. Det er grunden til, at vi har sat disse to datoer som aktuelle tidspunkter at planlægge frem imod, forklarer hun.

Selve retshandlingerne skal efter planen slutte 22. juni, hvorefter dommerne vil votere. Norsk TV har fået lov til at filme domsafsigelsen, hvor Anders Behring Breivik vil være til stede i retssalen.

Hvis nogen af parterne anker tingsrettens dom, vil sagen komme for Borgarting Lagmandsret i januar 2013. Ankesagen vil rent fysisk foregå i den specialbyggede retssal i Oslo Tinghus.