Brandmands-morder slog sin bedstemor ihjel

Manden der i går skød og dræbte to brandmænd og sårede andre to i nærheden af byen Webster i den amerikanske delstat New York, var en 62-årig mand, som tidligere er dømt for mord.

Manden hedder William Spengler, og han blev fundet død timer efter skud-attentatet mod brandmændene. Han havde skudt sig selv.

William Spengler var tidligere dømt for drab. I 1981 blev han dømt for at have dræbt sin bedstemor året forinden. Han var for tiden prøveløsladt.

Ifølge CNN siger politiet, at branden i huset var en fælde. William Spengler boede selv i det første hus som brændte, og politiet mener, at han selv havde sat ild til huset for at få brandvæsenet til at rykke ud.

LÆS OGSÅ: Brandmænd skudt mens de forsøgte at slukke brand

William Spengler havde herefter lagt sig på lur som en anden snigskytte og ventet på at brandmændene skulle ankomme. Så snart brandmændene var på vej ud af deres biler, begyndte han at skyde efter dem.

Ifølge CNN boede den 62-årige i huset med sin søster og tidligere med sin mor, men hun døde sidste år. Politiet har ikke været i kontakt med søsteren.

New York guvernør Andrew Cuomo beskrev Webster skydning som ‘rædselsvækkende’. Og statens justitsminister kaldte det en ‘meningsløs tragedie’, skriver CNN.

Myndighederne har endnu ikke oplyst, hvilke våben manden brugte. Det vides heller ikke, hvor han havde våben fra. Som prøveløsladt og tidligere morddømt havde han ikke adgang til at købe våben lovligt.

Da brandmændene ikke kunne komme til at slukke ilden, fik den lov at brede sig til de omkringliggende huse.

Først da William Spengler var blevet fundet død kunne slukningsarbejdet begynde, men da havde ilden spredt sig. I alt syv huse er brændt ned.

Beboerne fik først besked på at blive i husene på grund af snigskytten. Men senere måtte flere flygte på grund af at ilden spredte sig.
Flere naboer blev kørt væk fra området i panserede mandskabsvogne.

Læs også: