Brandmanden Marc Hadden var i 2011 på job som brandmand, da han blev kaldt ud til en opgave, hvor en kvinde var i færd med en fødsel. Resultatet af fødslen blev pigen Gracie, som nu er Marc Haddens datter.

Det skriver CBS.

11. november 2011 havde været en ret stille dag på brandstationen i Myrtle Beach i delstaten North Carolina for Marc Hadden og hans kolleager, men midt under aftensmaden blev de kaldt ud til en kvinde i fødsel.

Da kvinden kom ind i ambulancen var kvinden parat til at føde. Det var første gang Marc Hadden hjalp til med en fødsel, selvom han havde arbejdet som brandmand og ambulancefører i to årtier.

Fødslen forløb mere eller mindre problemfrit, og mor og barn blev bragt til hospitalet. Her kunne Marc Hadden dog høre, at den nybagte mor havde sagt, at barnet skulle bortadopteres omgående.

Marc Hadden og hans kone, Rebecca, havde to sunde drenge, men efter fødslen af den yngste var der opstået komplikationer, så et tredje barn ikke længere var muligt for parret. Brandmanden besluttede sig derfor for at undersøge hos sygeplejerskerne, om det var muligt at adoptere den nyfødte lille pige. Sygeplejerskerne på fødeafsnittet sagde til Marc Hadden, at han skulle snakke med kvinden, han netop havde bragt til hospitalet.

Han introducerede sig selv for kvinden og fortalte om sin familie. Han forklarede, at han havde to drenge, at hans kone var skolelærer, og at parret gerne ville have et barn mere, men at de desværre ikke var i stand til det.

Dagen efter havde Marc Hadden sin kone med på hospitalet, så hun kunne se den lille pige og tale med moderen til barnet. Efter en hyggelig snak var de to på vej hjem igen, da de blev stoppet af en læge fra hospitalet, som fortalte, at kvinden var parat til at gå videre med adoptionen. Den lille pige kunne blive deres.

Foto: Facebook/Marc Hadden
Vis mere

To døgn senere havde familien Hadden en lille pige. Ifølge Marc Hadden var det skæbnen, at den lille pige skulle blive en del af familien.

»Alt, der skete den dag, gjorde os sikre på, at det var det rigtige,« siger Marc Hadden til CBS.

De døbte pigen Rebecca Grace Hadden, men hun bliver bare kaldt for Gracie.

Foto: Facebook/Marc Hadden
Vis mere

Pigen er i dag fem år gammel, og hun elsker historien om, hvordan hendes far hjalp til med at få hende til verden i en ambulance.