En brand på et asylcenter tidlig søndag morgen fik flere asylansøgere til at springe for livet.

En brand brød tidlig søndag morgen ud i en bolig for asylansøgere i Vänersborg i det vestlige Sverige nær Trollhättan.

To personer sprang fra tredje sal for at undgå flammerne, skriver flere svenske medier. Politiet ved endnu ikke, hvor alvorlige skader de to har pådraget sig.

Det svenske lokalmedie Trollhättan Tidende, ttela, har talt med politiet tidligt søndag, der fortæller, at beboerne flygtede i panik fra branden.

Ifølge den vagthavende modtog politiet anmeldelsen klokken 04.25.

Branden startede på tredje sal. Flere ambulancer blev kaldt til stedet, og man har transporteret to personer til sygehuset.

- Jeg har ingen oplysninger om det nøjagtige antal sårede. Der er omkring 10-20 mennesker, som modtog hjælp på stedet, og to personer er blevet kørt til hospitalet med mindre skader, siger den vagthavende hos politiet til Ttela klokken syv søndag morgen.

Politiet oplyser også, at branden formentlig er startet i et form for fællesrum på tredje sal.

Ilden er slukket, og politiet har afspærret dele af området for at foretage tekniske undersøgelser.

Branden undersøges som påsat. Der er endnu ingen mistænkte.

Ifølge en kommunal hjemmeside boede der 1200 mennesker på adressen i maj 2016.

Det svenske Migrationsverket, der svarer til den danske udlændingestyrelse, arbejder nu på at genhuse de mennesker, der boede i udbrændte lokaler.

Det er langt fra første gang, at boliger der huser asylansøgere sættes i brand i Sverige. Der er jævnligt brandstiftelser på asylboligerne i landet.

/ritzau/