Det brænder på en olietanker ud for Göteborg. Der er dog hverken olie eller gas i lasten på skibet.

Kort inden midnat natten til fredag udbrød der brand om bord på en svensk olietanker på Rivöfjorden i Göteborgs havneindløb. Tankeren har dog hverken olielast eller gas om bord, oplyser Sjöräddningscentralen, der svarer til Søværnets Operative Kommando (SOK).

- Der er en mindre brand i isoleringen til udstødningsrøret. Fartøjet er ankret op nord om Rivö. Vejret i området er stille, siger Leif Wallström fra Sjöräddningscentralen.

Fartøjet, der hedder Ramona, er omkring 140 meter langt. Sjöräddningscentralen har sendt fire enheder til stedet, og desuden er en specialstyrke fra redningstjenesten på vej.

/ritzau/TT