USA: Seks år bag tremmer. Det var den dom, som en ven til Boston-bomberen, Dzhokhar Tsarnaev, tirsdag fik af en domstol i Boston, skriver avisen Boston Globe.

Den dømte, Dias Kadyrbayev, blev dømt for meddelagtighed i terrorhandlingen ved at have gemt Tsarnaevs computer i sin lejlighed samt skaffet en rygsæk med fyrværkeri af vejen for Dzhokhar Tsarnaev efter angrebet.

»Jeg undskylder intet. Jeg ved, at min beslutning var forkert,« lød det fra ham i retten.

Dzhokhar Tsarnaev blev dødsdømt i maj for terrorhandlingen, hvor tre blev dræbt og 260 såret, heraf nogle meget alvorligt.

De to dømte var venner på det college, hvor de gik, men anklagemyndigheden har ikke været i stand til at bevise, at Dias Kadyrbayev har kendt til bombeplanerne før terrorangrebet.

Hans forsvarer fremførte i retten, at Dias Kadyrbayev »var en ung mand, der gjorde noget ekstremt idiotisk og ekstremt forkert«, mens hans far sagde, at sønnen havde bragt skam »over ikke alene sig selv, men også over hele sin familie.«

Yderligere to af Dzhokhar Tsarnaevs venner, der er tiltalt for medvirken, får deres dom fredag.