Mange af de pårørende, der i 2013 mistede familiemedlemmer, venner eller børn ved bombeattentatet under Bostons årlige maratonløb, havde brændende ønsket at høre den dømte bombemand og morder Dzhokhar Tsarnaevs undskyldning.

Men da den 21-årige Tsarnaev i går endelig talte under retssagen i Boston, var mange alligevel skuffede og chokerede.

Godt nok sagde bombemanden, der er dømt til døden for mord på i alt fire personer (bl.a. den otte-årige Martin Richard), at han var ked af  de liv, han havde taget. Men Tsarnaev slog på intet tidspunkt fast, at hans og broderens gerninger var forkerte.

Og helt galt gik det ifølge Huffingtonpost.com, da den dødsdømte bombemand blandede Allah ind i sin enetale.

»Jeg vil gerne begynde min tale i Allah den almægtiges navn. Jeg vil bede om Allahs barmhjertighed for mig og for alle andre, der er tilstede her i dag. Kun Allah ved nemlig, hvem, der fortjener hans barmhjertighed,« sagde Dzhokhar Tsaenaev.

Da Tsarnaev og hans nu afdøde storebror i 2013 placerede deres to hjemmelavet bomber nær mållinjen i det årlige maratonløb, var det ment som protest imod USAs behandling af 'rettroende muslimer'. Og derfor opfattede mange i går talen mere som en hån end en undskyldning.

Den 21-årige morder er dømt til døden. Men den dom vil han ifølge sin advokat appellere. Og der kan gå over tyve år, før Dzhokhar Tsarnaev bliver henrettet.