Hun måtte ikke møde mennesker eller fik ikke lov til at gå i skole. Sådan fortæller anklagerne om en nu 19-årige tysk pige, der i otte år er blevet holdt inde i et hus hos et bosnisk par, skriver BBC.

Den 19-årige er nu blevet reddet fra parret og er kommet til et sikkert sted, men hun har det dårligt både fysisk og psykisk, fordi hun er blevet sultet og har fået tæsk.

Politiet fik et tip fra en nabo, og derefter anholdt de den 52-årige mand og hans 45-årige kone 17. maj for at have behandlet pigen dårligt.

Hovedpersonen selv blev fundet i en skov nær byen Kalesija, hvor parret angiveligt forsøgte at gemme hende for myndighederne. Blot 40 kilo viste vægten, efter hun blev hentet.

- De har holdt hende indespærret, og hverken tilladt hende kontakt med andre mennesker eller at komme i skole, siger politiets talsmand Admir Arnautovic til TV-stationen FTV.

De lokale medier fortæller, at pigen kom til Bosnien for otte år siden, og at hendes mor tidligere har været gift med manden i det anholdte ægtepar.

En af naboerne har fortalt et af medierne, at han har været vidne til, at manden bandt pigen til hestevogn og piskede hende, mens hun trak den.

- Jeg kunne ikke være vidne til, at de tævede og sultede hende mere, siger han.