Efter knap et år kan familierne til 6-årige Elias og 4-årige Mohamed endelig sætte punktum i den makabre sag, der rystede Tyskland. Tirsdag faldt dommen i sagen mod den 33-årige tyske mand, som sidste år erkendte at have kidnappet, seksuelt misbrugt og dræbt to små drenge i Tyskland.

Fængsel på livstid.

Sådan lød dommen til den 33-årige Silvio S. i retten i Potsdam Byret.

Til grund for strafudmålingen har retten lagt særlig vægt på sagens grove karakter. Det skriver tyske Bild.

»De har kidnappet to børn, misbrugt dem seksuelt og bevidst dræbt for at dække dine tidligere forbrydelser,« sagde retsformand Theodor Horstkötter rettet mod den tiltalte, der ifølge Bild var bleg og lydløs, da dommen faldt.

Udover fængsling blev den 33-årige idømt til at betale en erstatning på 20.000 euro - svarende til omkring 150.000 kroner – til 4-årige Mohameds forældre, der fungerede som medsagsøgere under retssagen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Silvio S. holdt en mappe op foran sit ansigt, da han trådte ind i retten i Potsdam. Siden varetægtsfængslingen i oktober 2015 har den 33-årige modtaget flere dødstrusler. Arkiv.
Silvio S. holdt en mappe op foran sit ansigt, da han trådte ind i retten i Potsdam. Siden varetægtsfængslingen i oktober 2015 har den 33-årige modtaget flere dødstrusler. Arkiv. Foto: POOL
Vis mere

Sagen kort

Den triste og meget makabre sag begyndte sidste år, da seksårige Elias Sturm forsvandt.

Han havde leget på en legeplads ved sit hjem i Potsdam tæt på Berlin, da han den 8. juli blev lokket ind i en bil af Silvio S., som kørte af sted med ham. Planen var at misbruge Elias seksuelt, og Silvio S. gav derfor den lille dreng et sovemiddel og kneblede ham. Men da Elias ikke ville holde op med at skrige, blev han kvalt.

Tre måneder senere blev en bosnisk flygtningedreng, Mohamed Januzi på kun fire år, bortført ved et flygtningecenter i Berlin.

Overvågningsbilleder fra stedet viste, at den fireårige dreng havde forladt stedet hånd i hånd med en fremmed mand.

Det fik kidnapperens egen mor til at anmelde ham til politiet. Det var først her, at politiet fandt frem til den 32-årige Silvio S. i den tyske by Niedergörsdorf.

Her blev han efterfølgende anholdt og indrømmede både kidnapning og drabet på Mohamed Januzi, efter politiet fandt den dræbte Mohamed Januzi i kidnapperens bagagerum. Ifølge anklageren blev drengen kvalt med et bælte af sin kidnapper. Sidenhen indrømmede Silvio S. også drabet på den seksårige dreng Elias.

Artiklen fortsætter under billedet.

Elias lig blev fundet i en kolonihave, som den tiltalte havde lejet.
Elias lig blev fundet i en kolonihave, som den tiltalte havde lejet. Foto: PATRICK PLEULE
Vis mere

Brød sammen

Advokaterne til de dræbte børns forældre har under retssagen beskrevet den tiltalte som »et dyr i menneskelig form«, efter at flere uhyggelige detaljer om den tyske barnemorder er blevet rullet ud i løbet af retssagen.

Blandt andet er det kommet frem, at politiet i tiltaltes hjem har fundet diverse dukker, masker, håndjern, kloroform og en såkaldt ’gagball’, et slags sexlegetøj.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den gule balje, som Mohameds lig blev fundet, samt flere andre ting blev fremlagt i retten som bevismateriale.
Den gule balje, som Mohameds lig blev fundet, samt flere andre ting blev fremlagt i retten som bevismateriale. Foto: RALF HIRSCHBERGER
Vis mere

Under domsafsigelsen tirsdag blev situationen tilsyneladende for meget for moderen til den dræbte Mohamed Januzi, 29-årige Aldijana Januzi, der brød sammen i retten og begyndte at gøre tilnærmelser mod den tiltalte:

»Hvad har du gjort ved mit barn? Du er et røvhul. Jeg gør det samme ved dig, som du har gjort med mit barn,« råbte hun til den tiltalte, inden hun blev ført ud af retssalen.

Undskyldte i retten

Under retssagen har den 33-årige Silvio S. afvist at svare på spørgsmål, men forud for strafudmålingen – på retssagens 11. dag – tog han endelig ordet.

Med bævende hænder holdt om et stykke hvidt papir læste den 33-årige tyske mand op fra en tale, han havde forberedt hjemmefra. En tale, hvor han undskyldte for sine ugerninger:

»Ingen ord i verden kan beskrive, hvor ked af det jeg er. Jeg ville ønske, det ikke var sket, hvis jeg kunne. Jeg kan ikke engang tilgive mig selv,« læste den tiltalte op i retssalen ifølge Bild.

»Uanset hvad dommen ender på, vil ansvaret for Elias’ og Mohameds frygtelige død dog altid forblive mit. Ligesom at jeg med sikkerhed aldrig kommer til at kunne gøre det om,« sluttede Silvio S. sin talestrøm i retten.

Som følge af forbrydelsens alvorlige karakter vil Silvio S. ikke få mulighed for at søge om prøveløsladelse efter 15 års afsoning, selvom det ofte er en mulighed for livstidsdømte i Tyskland, skriver Bild.