En italiensk borgmester har lukket ned for internettet på rådhuset, fordi medarbejdere så på porno i op til seks timer om dagen
Adskillige medarbejdere på rådhuset i den lille by Montignoso i Italien brugte over halvdelen af deres arbejdsdag på at surfe pornosider fra deres arbejdscomputere. Det har nu fået borgmesteren, den 60-årige Narcisio Buffoni, til at lukke ned for internettet, så det kun er de relevante hjemmesider, der kan tilgås. Det skriver Sky News.
Den italienske borgmester vil dog ikke selv bekræfte, at der er tale om hardcore porno-hjemmesider.
- Alt, hvad jeg vælger at sige, er, at der har været upassende brug af internettet på rådhuset. Derfor er der nu ikke længere adgang til nettet. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvilke sider, der blev besøgt, kun at det ikke var arbejdsrelateret eller etisk korrekt. Det var en begrænset mængde ansatte, der gjorde ikke, ikke hele staben på 74 ansatte, siger Narcisio Buffoni til italienske medier.
Ifølge nogle italienske medier, mødte medarbejderne ind kl. 8, og surfede rundt på de frække sider det meste af dagen, kun afbrudt af en halv times frokostpause, hvor rådhuset var lukket. Samtidig var rådhusets wi-fi ukodet, hvilket gjorde, at de lokale slog lejr omkring stedet og selv surfede rundt på nettet gratis.
Italiens kommunalt ansatte har ifølge Sky News i forvejen ikke det bedste ry, men betragtes som værende dovne og arbejdssky. Noget, som myndighederne i Rom har forsøgt at gøre noget ved mange gange. Tilsyneladende indtil videre uden større held.



