Norsk politi har evakueret et område omkring det kongelige slot i Oslo, efter at »en mistænkelig genstand« er blevet fundet under en bil ved USAs ambassade, skriver nrk.no.

- Der er fundet en mistænkelig genstand under en bil, som står ved ambassaden, siger operationsleder Martin Todnem til tv2.no.

Politiets bombegruppe befinder sig i øjeblikket ved ambassaden på Henrik Ibsens gate i den norske hovedstad.

Et område med en radius på 500 meter fra den amerikanske ambassade er blevet evakueret, skriver vg.no som også beretter, at Nationalteateret er evakueret og udenrigsministeriets bygninger er blevet spærret af.

Alarmen gik klokken 11:48 tirsdag middag og store politistyrker er på plads på Karl Johan-gaden ligesom ambulancer og brandbiler i stort tal er rykket ud.

Sikkerhedsvagter opdagede en mistænkelig genstand under en bil, som var ved at køre ind på den amerikanske ambassades område. Den blev straks stoppet og myndighederne alarmeret. Bilens chauffør er i politiets varetægt.

Alarmen er nu afblæst