Adskillige politifolk er angiveligt blevet dræbt, da en bombe eksploderede i det sydvestlige Pakistan.

Islamabad: Mindst 15 mennesker har mistet livet i et bombeangreb i det sydvestlige Pakistan tidligt onsdag morgen dansk tid.

Flere internationale medier rapporterer, at bomben eksploderede ved en klinik, der udfører poliovacciner.

Flere end 20 personer er blevet kvæstet i eksplosionen, der skete i byen Quetta i Balochistan-provinsen, skriver nyhedsbureauet dpa.

Størstedelen af de dræbte er sikkerhedsvagter, der stod vagt foran klinikken, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ingen har indtil videre taget skylden for angrebet, men ifølge dpa har islamister med forbindelse til al-Qaeda tidligere angrebet sundhedsarbejdere, der deltager i polio-kampagner.

Yderligere et bombeangreb har tidligt onsdag morgen fundet sted i Afghanistan nær det pakistanske konsulat i Jalalabad, oplyser det lokale politi ifølge Reuters.

Et område med flere konsulater i den afghanske by er blevet ramt af en selvmordsbombe.

Ifølge Reuters er det pakistanske konsulat blevet afspærret, efter at en gerningsmand udløste sin bombe og dræbte mindst to personer.

Det oplyser en talsmand for den lokale guvernør til nyhedsbureauet. Ifølge talsmand Attaullah Khogyani forsøgte selvmordsbomberen at komme ind i konsulatet ved at stille sig i en kø af mennesker, der ville søge om visum til Pakistan.

Han detonerede bomben, efter at han blev nægtet adgang til bygningen.

Politiet frygter, at andre attentatmænd er kommet ind på det pakistanske konsulats område.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook