Flere end 1.100 børn er blevet hjernevasket i Islamisk Stats træningslejre i år. Nogle af børnene bliver bødler, andre dør som selvmordsbombere.

SYRIEN: Flere end 50 børnesoldater rekrutteret af terrorbevægelsen Islamisk Stat er i årets første halvdel blevet dræbt i Syrien, oplyser organisationen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Aktivister fra organisationen, der opholder sig Syrien, kan dokumentere, at dødstallet blandt andet tæller 18 børn under 16 år, der har fungeret som selvmordsbombere. En del af de dræbte sprængte sig selv i luften i biler pakket med sprængstof.

Børnene uddannes i Islamisk Stats træningslejre, hvor de gennemgår såkaldte shariskurser samt decideret militærtræning. Andre trænes i at blive selvmordsbombere. Uanset »uddannelse« sendes de alle til fronten.

Hjernevaskningen af børnene går så langt som til, at de også agerer bødler ved henrettelse af fanger.

I januar kunne Syriens Observatorium for Menneskerettigheder dokumentere, at to børnesoldater stod bag henrettelsen af to medlemmer af Islamisk Stat, der var faldet i unåde og anklaget for at være russiske spioner.

I marts deltog ni børnesoldater i henrettelser i Hama-provinsen. De ni børn, der var bevæbnet med automatrifler, fik hver udleveret en kniv, hvorefter de skar halsen over på ni knælende mænd.

Menneskerettighedsorganisationen har også dokumenteret, at flere end 1.100 børn er blevet rekrutteret til træningslejrene siden starten af 2015 i provinserne, Homs, Hama, Deir Ezzor, al-Hasakah, Aleppo og al-Raqqa.