I et forsøg på at undgå at blive ramt af kuglerne, der fløj gennem luften, måtte Syreeta Grays datter løbe ind mellem biler og kaste sig ned på jorden, da en person begyndte at skyde om sig uden for en natklub i Fort Myers i Florida.

Mindst to personer har indtil videre mistet livet under angrebet, hvor omkring 15 personer også meldes såret. Flere af dem kritisk.

En af dem, der var til stede på natklubben Club Blu natten til mandag, var Syreeta Grays datter.

Det fortæller hun til det lokale medie Fox 4.

»Jeg takker bare Gud for, at min datter har det godt,« siger hun og fortsætter:

»Hun kunne være blevet skudt. Hun undgik kuglerne og løb og smed sig mellem bilerne.«

'Det er latterligt, at børnene skal udsættes for det her'

Datteren havde været til festen med en veninde, som ikke slap lige så heldigt fra angrebet. En af kuglerne ramte pigens ben, mens de forsøgte at flygte fra stedet og løbe hen mod nogle lejligheder.

»Det er latterligt, at disse børn skal udsættes for det her. De kan ikke slappe af og hygge, fordi andre mennesker har forbryderiske sind og bare vil terrorisere dem,« siger Syreeta Gray.

»Det er sørgeligt, at de blev nødt til at løbe i dækning på den måde,« tilføjer hun.

Artiklen fortsætter under klippet med interviewet med Syreeta Gray.

Meldinger om tre skyderier i byen

Politiet i byen oplyser i en pressemeddelelse, at de rykket ud til meldinger om skyderier tre forskellige steder i Fort Myers natten til mandag lokal tid. Det vides ikke, om der er en sammenhæng mellem dem.

Det første skyderi fandt sted ved natklubben Club Blu, hvor der var ungdomsfest og derfor ingen aldersgrænse for at komme ind.

Til Washington Post fortæller politiet, at de fandt flere personer med skudskader på parkeringspladsen udenfor gerningsstedet. Der var både personer med livstruende skader og med lettere skader.

Ifølge Reuters oplyser det lokale politi, at man har tilbageholdt tre personer, og man forsøger i øjeblikket at fastlægge, hvilket motiv der ligger bag angrebet.

Masseskyderiet på Club Blu finder sted blot halvanden måned efter, at 49 mennesker blev skudt og dræbt på en natklub i Orlando, blot 200 kilometer nord for Fort Myers.