Bølge af bomber dræber 25 i Irak

25 personer har mistet livet, efter at flere bomber søndag eksploderede i en række irakiske byer. Samtidig har angrebene såret næsten 100 mennesker.

IRAK: En serie af bomber, der er eksploderet i flere forskellige irakiske byer, har kostet i alt 25 mennesker livet. Volden startede om morgenen, da en bilbombe gik af uden for en populær restaurant i den centrale del af byen Najaf, oplyser landets indenrigsministerium ifølge CNN.

Herefter fulgte adskillige andre bomber forskellige steder i landet, og udover de mange dræbte er 99 personer såret, heraf flere alvorligt.

Bomberne sprang på andendagen i muslimernes hellige fastemåned Ramadanen, hvor mange muslimer traditionelt er samlet.

Antallet af bombeangreb i Irak er faldet markant i løbet af det seneste år, men islamister med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda opererer stadig i landet og har ved flere lejligheder angrebet shiitiske pilgrimme i et forsøg på at puste nyt liv i de sekteriske spændinger, som tidligere har kostet adskillige tusinde livet.

Et særligt voldsomt angreb fandt sted 13. juni, hvor flere end 21 koordinerede bomber rettet mod shiitiske pilgrimme dræbte mindst 86 personer i Bagdad og andre byer. Omkring 300 blev såret, og dagen blev dermed den blodigste i landet, siden USA trak sine kamptropper ud godt et halvt år tidligere. Mange af ofrene var pilgrimme, som var samlet i Bagdad for at markere dødsdagen for den shiitiske imam Moussa al-Kadhims, der er efterkommer af profeten Muhammed.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her