I 10 uger har blomsterbinder Dag Ragnar Bjerke kigget hen over gaden på det lysegrå domhus midt i Oslo, hvor hele verden har fulgt retssagen mod Anders Breivik.
10 uger, hvor sikkerhedsafspærringerne omkring retsbygningen langsomt blev dækket af blomster og kærlige hilsener til de 77 mennesker, som Anders Breivik slog ihjel i Oslo og p Utøya den 22. juli 2011.
10 tunge uger, hvor Dag Ragnar Bjerke dagligt mødte de sørgende efterladte i blomsterbutikken lige overfor Oslo Tinghus.
- Det har været tungt. Jeg husker især en tante, der havde mistet et barn på Utøya. Hun kom ind og købte en enkelt rose, som hun lagde foran retten. Hun var helt knust. Jeg glæder mig til, at det er slut, siger 27-årige Dag Ragnar Bjerke, mens han kigger på en horde af pressefolk fra hele verden, der igen er ved at stille tv-kameraer og andet sendeudstyr op foran Tinghuset.
Selve retssagen sluttede den 22. juni, og i løbet af sommeren har sagens fem dommere voteret og besluttet, hvilken straf Breivik skal have. Fredag klokken 10 falder dommen, der fastslår, om massemorderen skal idømmes en almindelig fængselsstraf eller en såkaldt behandlingsdom.
- Jeg tror, at alle nordmænd kender en, der blev dræbt eller såret. Eller også kender de en, der kender en. Det har berørt os alle sammen så dybt. Egentlig synes jeg, at det er forkert at lægge blomster omkring retten, for det er som om, at vi pynter den for ham. men det betyder jo noget for de efterladte, det forstår jeg godt, siger den 27-årige blomsterbinder.
Siden flere end hundrede tusinde nordmænd umiddelbart efter tragedien samledes i et blomsterhav, har den langstilkede rose været et symbol kærligheden og tabet af de 77 dræbte. Et symbol, der har været stor efterspørgsel på i den lille blomsterbutik overfor retsbygningen.
- Vi plejer at tage 60 kroner for en enkelt, men det har vi ikke gjort. Det er forkert at tjene penge på dem. Roserne har fået en lidt anden betydning nu, siger Dag Ragnar Bjerke.
Når dommen i morgen falder over Breivik, håber den unge blomsterbinder, at den sender massemorderen direkte i almindeligt fængsel.
- Han er ikke syg. Det kan han ikke være, siger han og kaster et blik over gaden på retsbygningen.
BT er i Oslo og liveblogger, når dommen falder over Breivik. Følg med fra morgenstunden og resten af dagen på bt.dk