Er du i South Carolina i USA, og har du foto eller video?  Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Onsdag aften dansk tid er der blevet skudt på Townville Elementary School i delstaten South Carolina, USA.

Ifølge lokalmediet The Greenville News og flere andre medier, heriblandt CNN og Reuters, oplyser ambulancetjenesten i Anderson County, at mindst tre personer er sårede. Der skulle være tale om to elever - begge seks år gamle - og en lærer. Alle tre personer er blevet indlagt på hospitalet - de to sårede elever er blevet transporteret med helikopter for videre behandling, men skulle være uden for livsfare.

»En voksen lærer og to seks år gamle børn er såret. Vi har fragtet alle eleverne ud fra skolen, og alle er trygge,« fortæller talsmanden Taylor Jones fra ambulancetjenesten i Anderson County.

Politiet har oplyst, at en mistænkt er anholdt. Meldingen går på, at en teenager skulle være gerningsmanden. Det vides endnu ikke, om der var flere gerningsmænd.

Artiklen fortsætter under tweetet.

Onsdag aften omkring kl. 21.30  (dansk tid, red.) er myndighederne sparsomme med oplysninger, men på en annonceret pressekonference forventes det, at man vil offentliggøre yderligere detaljer.

Der er desuden fundet en død person i nærheden af skolen. Det lokale politi mener, at det kan have en relation til skoleskyderiet.

Ifølge The Greenville News er politiet massivt til stede på skolen, der har omkring 286 elever. Forældrene til skolens børn venter i nærheden, mens børnene bliver evakueret.

Flere af skolens elever modtager nu krisehjælp.