To mænd med knive havde tirsdag formiddag taget fem gidsler i en fransk kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray. De to mænd er blevet 'neutraliseret' af politiet, mens en præst i kirken er omkommet under angrebet. Gerningsmændene påstod at være fra Islamisk Stat.

De to mænd havde taget præsten, to nonner og to bedende som gidsler i kriken. De franske antiterror-styrker ankom og ikke længe efter 'neutraliseredes' to mænd, som forinden havde dræbt præsten. En kilde hos fransk politi har ifølge nyhedsbureauerne Reuters, AFP og flere internationale medier fortalt, at det ser ud til, at præsten fik skåret halsen over af gidseltagerne.

Den franske præsident Francois Hollande fortæller ifølge AFP, at angrebet på kirken var et terrorangreb, og at de to angrebsmænd påstod at være fra Islamisk Stat.

Ifølge den britiske tv-station ITV News, blev der affyret skud i kirken. Og Sky News oversætter 'neutraliseret' til, at de to gidselstagere er døde. Det er blevet bekræftet at det franske indenrigsministerium.

Et andet gidsel skal være svært tilskadekommen og kæmper lige nu for sit liv, siger det franske indenrigministerium til avisen Le Figaro.

Den franske tv-station France 24 bekræfter ligeledes, at det er præsten, som er omkommet i angrebet. Han blev dræbt af de to gidseltager, som selv blev skudt af det franske politi, da gidseltagerne var på vej ud af kirken.

Der skal ifølge flere internationale medier have været seks personer i kirken, da den blev angrebet. Gidseltagerne tog fem gidsler, da den sjette person undslap og kontaktede myndighederne.

Den franske præsiden Francois Hollande har allerede meldt sin ankomst i byen i det nordlige Frankrig. Endnu står motivet for angrebet ikke klart.

Saint-Etienne-du-Rouvray ligger ikke langt fra storbyen Rouen i Normandiet.

En journalist fra RTL France var på stedet og har lagt et billede op på Twitter, hvor man kan se, at politiet var massivt til stede i byen.

I det hele taget er der dukket flere og flere dramatiske billeder op fra stedet. Et af dem viser politiet med deres våben i hænderne, som gemmer sig bag en politibil.