Blodige protester mod Muhammed-film i Pakistan
Myndighederne i Pakistan havde gjort fredag til demonstrationsdag mod profetfornærmelser. Mindst 15 mistede livet under voldelige protester. Også protester i andre lande.
Myndighederne i Pakistan havde gjort fredag til demonstrationsdag mod profetfornærmelser. Mindst 15 mistede livet under voldelige protester. Også protester i andre lande.
PAKISTAN: Mindst 15 mennesker mistede livet i Pakistan under fredagens omfattende demonstrationer mod den amatøragtige og bevidst provokerende videofilm »Innocence of Muslims«, der er produceret af en tidligere narkodømt mand i USA, oplyser BBC
Regeringen havde udråbt fredag til national fridag, for at landets millioner af muslimer kunne få mulighed for at vise deres kærlighed til profeten Muhammed og demonstrere mod filmens fornærmelser.
En af dem der gik på gaden var Bilal Saeed, som efter at have hørt imamen i Den Røde Moske i Islamabad opfordre til fredelige protester, sagde til nyhedsbureauet AFP:
- Det gør os og enhver muslim vred, når nogen gør grin med vores hellige profet. Det er som et slag i ansigtet. Vi har på enhver nåde ret til at vise vores følelser.
Demonstranter i Islamabad marcherede blandt andet til den amerikanske ambassade, hvor de blev mødt af gummikugler fra politiets skydevåben.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at titusinder over hele landet fulgte opfordringen til at demonstrere, og at der i byen Karachi med 18 millioner indbyggere var mange forskellige demonstrationer. Her var dødstallet også det største. Op mod 200 blev såret over hele Pakistan.
Ifølge BBC blev ti dræbt i Karachi, da demonstrationerne udviklede sig voldeligt. Blandt de dræbte var en politimand som mistede livet i en skudveksling med demonstranter, som blandt andet havde det amerikanske konsulat som mål. Her kom demonstranter i klammeri med politifolkene, der skød tilbage, da demonstranterne overdængede dem med flasker og andet kasteskyts.
I den nordvestlige by Peshawar tæt på grænsen til Afghanistan, som er tilholdssted for islamister og terrorister, blev fem mennesker dræbt under voldsomme demonstrationer. Blandt de dræbte var chaufføren af en TV-sendevogn fra en lokal TV-station. Ifølge AFP blev mindst 60 mennesker også såret under kampe med politiet i Peshawar.
Men protesterne mod Muhammed-filmen og mod det franske ugemagasin »Charlie Hebdo« spredte sig fredag også til an række andre lande.
I Iraks sydlige by Bashra gik 1.000 shiamuslimer i protestmarch med blandt andet plakater af den iranske leder yatollah Khamenai og med råbene »Død over Amerika«.
Også i det sydlige Libanon i byen Baalbeck brændte demonstranter fra Hizbollah amerikanske flag og råbte slagord.
I Sri Lanka demonstrerede et par tusinde mennesker og brændte både amerikanske flag samt en dukke, der symboliserede præsident Obama og på i Bangladesh gjorde et par tusinde demonstranter det samme.