Israel overholdt sin ensidige våbenhvile, men op mod 90 palæstinensere mistede alligevel livet i Gazastriben onsdag. Mellemøstkorrespondent vurderer, at det kan vare uger, før krisen er ovre.

ISRAEL: Israel overskred ikke den fire timer lange våbenhvile onsdag. 15 palæstinensere blev dog dræbt under stilstanden, der allerede inden start blev kritiseret af Hamas for at være »meningsløs«, fordi den ikke omfattede hele Gaza. Våbenhvilen, der blev erklæret i kølvandet på endnu et blodigt døgn, omfattede kun de områder, hvor israelske soldater ikke aktuelt var i gang med operationer, og dermed ikke grænsen mellem Gaza og Israel.

15 palæstinensere mistede ifølge Reuters således livet på et marked i Shejaia-området, der lå uden for det erklærede område. Ifølge talsmanden fra det palæstinensiske sundhedsministerium, Ashraf al-Qidra, blev 160 personer såret.

Inden stilstanden trådte i kraft klokken 14, dræbte granater fra israelske kampvogne mindst 20 og sårede 90 indbyggere, der havde søgt tilflugt på en FN-drevet skole i Jebaliya-området i Gaza by. Et angreb der ifølge BBC fik talsmanden for FNs hjælpeorganisation UNWRA, Chris Gunnes, til at pege en anklagende finger mod det israelske militær med henvisning til, at militæret 17 gange var gjort opmærksom på, at skolen fungerede som tilflugtssted.

»Sidste gang var få timer får det fatale angreb«, fortalte han til BBC.

Det israelske militær forsvarede sig med, at der blev affyret mortergranater tæt ved skolen, og at soldaterne blot besvarede ilden. Tirsdag fandt en FN-organisation også et parti raketter på en af de skoler, som FN driver i Gazastriben. Et fund som blev fordømt af FN for at have sat de civile i fare.

Tidligere onsdag angreb israelske fly desuden fem moskeer, som ifølge det israelske militær bliver brugt af militante palæstinensere.

De daglige angreb kan vare ved i flere uger, vurderer mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen. Det er især den israelske hærs fokus på at opspore og ødelægge tunneller, som Hamas har gravet fra Gazastriben og ind mod Israel, der har lange udsigter.

Tunnellerne bruges til snigangreb på israelske civile og soldater, og så sent som tirsdag blev en sådan tunnel ifølge BBC brugt til et angreb mod en israelsk soldat.

»Israelerne har fundet omkring 30 af de her tunneller og har destrueret omkring 15 indtil videre. Jeg tror, at israelerne ser, der er en mulighed for, at der findes flere - op til 40. Og de skal have fundet og destrueret dem, og det tager tid,« siger Allan Sørensen, som betegner tunnellerne som en af de få muligheder - ud over upræcise raketter rettet mod Israel - som palæstinenserne har i kampen mod israelerne.

De heftige kampe har ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder indtil videre kostet over 1.300 palæstinensere livet - heraf flest civile. Samtidig er 53 israelske soldater og tre civile blevet dræbt, siden begyndelsen af offensiven 8. juli.

Imens forsøger mæglere at nå til enighed om en fredsaftale. Ifølge Reuters har egyptiske mæglere udarbejdet et forslag til en ny fredsaftale, som palæstinensiske repræsentanter ventes at komme til Cairo for at diskutere.

Men meget tyder på, at fredsforslaget skal indeholde en del nyt, hvis Hamas skal gå med til en aftale, siger Allan Sørensen.

»Der er altid et lille, spinkelt håb. Det internationale pres vokser samtidig med, at kampene tager til. Men vi ved ikke, om der er modifikationer i det nyt forslag. Hvis der ikke er, vil Hamas ikke godtage det,« vurderer han.