Flere organisationer i Norge kan blive udvalgt til at huse asylansøgere og skal i den sammenhæng fjerne kors og andre religiøse symboler. Men det nægter én af organisationerne.

'Kærligheden kommer fra korset, og det bliver hængende så længe, jeg er leder'.

Sådan skriver daglig leder,  Rune Edvardsen, i den kristne norske forening 'Troens Bevis' på sin facebook-side.

Han er oprørt over, at de norske myndiggheder har udstedt påbud om, at der ikke må hænge religiøse symboler på steder, hvor der skal huses asylansøgere. Og da flere kristne foreningers forsamlingshuse kan blive aktuelle som midlertidlige hjem for flygtninge, betyder det altså, at flere kors skal fjernes.

Over for den norske avis 'Fædrelandsvennen' uddyber han sin kommentar:

»Hallen er bygget af kristne mennesker, som ville dele Guds ord. At tage korset ud af hallen vil være som at fjerne rosen fra Arbejderpartiet. Det er en uaktuel tanke,« siger Rune Edvardsen.

Flere andre kristne foreninger har ellers sagt god for at fjerne korsene, skriver TV2 Norge.

»Jeg tror ikke, at muslimerne går op i, om der er et kors, men det er fint. Vi fjerner det. Jeg er stolt over, at vi kan tage imod flygtninge. Vi ønsker at hjælpe. Vi er kristne, og vi vil tage godt imod,« siger Jelte Smith, der er leder for Åpta Camping og Misjonssenter til Fædrelandsvennen ifølge TV2 Norge.

Hos den den norske udlændingestyrelse, 'Utlendingsdirektoratet', understreger man, at retningslinjerne gælder for alle religiøse symboler.

»Det er vigtigt at specificere, at dette gælder alle religiøse symboler og ikke bare de kristne,« siger presserådgiver Vibeke Schjem til mediet Dagen.

Selv om Rune Edvardsen fra Troens Bevis ikke har tænkt sig at fjerne korset, hvis hans menighed skal bruges til at huse asylmodtagere, så skal Troens Bevis dog nok tage godt imod dem, skriver han på Facebook.

'UDI (den norske udlændingestyrelse,, red.) bestemmer og er ansvarlig for, hvilke haller og faciliteter de ønsker at have, men hos os regerer der kærlighed og et ønske om hjælp til flygtninge og myndighedernes mangel på pladser', skriver han.

De norske myndighedernes interesse for at skaffe flere pladser for asylansøgere kommer efter, at nye tal viser, at Norge må forberede sig på at skaffe husly til 80.000 flygtninge - hvilket er dobbelt så mange, som de hidtidige prognoser har vist. Allerede i oktober er der kommet næsten dobbelt så mange asylansøgere som måneden før. Mens der i september kom 4900 asylansøgere til Norge, var tallet i oktober 8800.

Det har ført til, at Norge i desperation forsøger at finde pladser til de mange flygtninge. Blandt andet har man forespurgt om, hvorvidt man kan lave et krydstogtsskib om til asylmodtagecenter i Oslo Havn. Et sådan skib ville kunne rumme 3000 flygtninge og asylmodtagere.

Samtidig har den norske regering skærpet grænsekontrollen ved færgeruterne for at mindske antallet af asylansøgere, der kommer til Norge.