Det kolde, tomme blik fra Raoul Moat og hans hævede, oversavede jagtgevær er det sidste, den engelske politibetjent David Rathband kommer til at se i sit liv. Skuddene, der fulgte, rev hans venstre øje ud og smadrede hans højre.

David Rathband blev 4. juli offer for den steroid-pumpede dørmand Raoul Moat, der lige var sluppet ud af fængslet. Raoul Moat havde erklæret krig mod politiet, efter at hans ekskæreste havde fundet en ny mand, som Moat fejlagtigt troede var betjent. Dagen forinden havde han såret ekskæresten og dræbt hendes nye kæreste.

David Rathband havde meldt sig frivilligt til at jagte den skydegale Moat. 4. juli havde han parkeret sin patruljevogn ved en rundkørsel nær den nordengelske by Newcastle.

Spillede død

Han havde netop lagt sin telefon fra sig efter at have læst en kærlig sms fra konen, da han mærkede nogen iagttage ham.

Han så sig over skulderen og så Moat, der kom løbende mod ham. David Rathband nåede ikke at reagere, før det første skud sønderrev stilheden og David Rathbands ansigt. Alt blev sort.

- Kraften fra skuddet kastede mig ned mod bilgulvet under rattet.

Jeg mærkede hurtigt blodet, der fossede ud af mit ansigt, Hver gang jeg hostede eller prøvede at rømme mig, bølgede blodet ud mellem mine fingre, mens jeg prøvede at holde mit ansigt fast,« siger den lemlæstede betjent til den norske avis VG.

- Jeg vidste, at han stadig stod udenfor bilen. Jeg tænkte, at jeg måtte række ud efter politiradioen, men så skød han mig igen. Da tænkte jeg, at hvis jeg bevægede mig, ville han vide, at jeg var i live, så jeg spillede død. Jeg forsøgte så godt, jeg kunne, ikke at lave en eneste lyd, selv om det flød med blod overalt.

Morder hyldet som helt

Skudepisoden fik politiet til at intensivere deres jagt på Raoul Moat. Men der skulle gå fem dage, før en stor politistyrke omringede Raoul Moat ved bredden til floden Coquet i landsbyen Rothbury uden for Newcastle.

I seks timer forsøgte politiet at få Raoul Moat til at smide sit våben, men kl. 1.15 natten til lørdag 10. juli skød Raoul Moat sig selv for øjnene af betjentene.

Vil tilbage til arbejdet

- Jeg er vred over, at Raoul Moat tog mit syn fra mig, og det vil forhindre mig i at se de ting, jeg har set frem til i mit liv – min datter blive gift, min søn blive student og se min kone. Men jeg er fuldstændig klar over, at der er mennesker, der har det værre end mig, siger betjenten.

David Rathband har stadig 200 hagl siddende i ansigtet. De vil med tiden komme ud af sig selv.

David Rathband er så småt ved at vænne sig til livet som blind.

Han håber, at han en dag kan vende tilbage til politiet, selv om det aldrig vil kunne blive i hans gamle job som patruljerende betjent.