31-årige Laura Croix blev skudt seks gange under terrorangrebet på spillestedet Le Bataclan i Paris i november. Det bliver hyldet som et mirakel, at hun nu er vågnet op af sin koma.

13. november tog Laura Croix til Eagles of Death Metal-koncert på spillestedet Le Bataclan i Paris. Og det var her, at det utænkelige skete, da terrorister brød ind og skød om sig. Hun blev skudt tre gange i maven og tre gange i brystkassen - det ene af skuddene var meget tæt på at være fatalt, da det næsten strejfede kvindens hjerte. Det skriver The Sunday Times.

Siden terrorangrebene i Paris, hvor over 350 andre også blev såret, har hun ligget i koma, og lægerne har foretaget hele 10 livreddende operationer på Laura Croix. Men 10. december åbnede mirakel-kvinden, som lægerne har døbt hende, sine øjne. I starten foregik al kommunikation kun via bevægelser med øjnene. Laura Crroix' mor fortæller, hvordan datteren begyndte at græde, da hun hørte sin mors stemme.

Og for nyligt blev skudofret i stand til at tale igen. Noget af det første som Laura Croix spurgte, om var hvad der helt præcist skete den aften i Paris. Forståeligt nok har episoden, der næsten tog livet af Laura Croix, sat sine spor.

»Hun har forfærdelige mareridt. Hun ved at mange blev dræbt, og hun stiller mange spørgsmål,« siger broderen.

Familien oplyser, at den unge kvinde meget vel kan tilbringe et helt år på hospitalet for at komme sig over sine alvorlige skader. Laura Croix er forsanger i et fransk band, der hedder the Traps, der har opdateret deres fans jævnligt via Facebook.

89 personer blev dræbt i Le Bataclan, mens omkring 200 andre blev såret. I alt mistede 130 mennesker livet i de i alt seks angreb i Paris 13. november.