Svenske Hanna Bouveng blev udsat for psykisk terror, tvunget til sex og efterfølgende tilsvinet på nettet af sin chef i New York Global Group på Wall Street, Benjamin Wey.

I mandags dømte retten i New York Wey til at betale hende en erstatning på 120 millioner kr. Nu taler 25-årige Bouveng ud om den terror, hun følte sig udsat for i sin tid som marketingspraktikant i milliard-virksomheden.

I et interview med New York Post fortæller hun, hvordan 43-årige Benjamin Wey brugte psykologisk terror til at kontrollere og isolere hende.

»Han opfører sig som en psykopat,« fortæller Hanna Bouveng til avisen.

Læs også:

Wey, som er gift og far til tre, skræmte og intimiderede den unge praktikant med historier om, hvor sårbar man er i USA, hvis man ikke får beskyttelse af magtfulde og ressourcestærke venner. Hans opførsel afhang af, om Bouveng gav efter overfor hans krav om middage, samvær, udfordrende påklædning - og sex.

»Han manipulerede med mig og nedbrød mig på flere forskellige måder. For eksempel afhang den måde han opførte sig på på kontoret af, om jeg havde spist aftensmad med ham eller ej,« siger Hanna Bouveng.

Hun fortæller, at Wey gik i gang med sine tilnærmelser allerede kort efter, hun i 2013 startede som praktikant i New York Global Group. Han fik hende blandt andet overtalt til at dyrke sex fire gange via trusler om fyring, og at hendes visum til USA ville blive trukket tilbage.

Men da Bouveng sagde fra og ikke længere ville have noget med ham at gøre, gik det fra ondt til værre. Wey flippede helt ud og fyrede hende på gråt papir. Han begyndte at skrive nedsættende historier om Bouveng på sin personlie blog, hvor hun blandt andet blev kaldt 'prostitueret'.

Bouvengs far modtog emails fra Wey, hvor han beskrev datterens kæreste som en 'hjemløs sort mand'. Men da Wey troppede op i Bouvengs hjemby Vetlanda og truede hendes 19-årige kusine, blev det simpelthen for meget for hende.

»Da indså jeg, at han var besat af mig og aldrig ville lade mig være i fred,« siger Hanna Bouveng.

Hun besluttede at sagsøge Wey for 850 millioner dollar - eller 5,7 milliarder kr. Retten i New York tilkendte hende 120 millioner kr., og nogle af dem vil Bouveng nu bruge til at hjælpe andre, som har været udsat for chikane på arbejdet.

Nu er hun tilbage i Sverige, men frygten for Benjamin Wey sidder stadig dybt i hende.

»Jeg tør ikke gå rundt alene længere,« forklarer Hanna Bouveng, som bliver bange hver gang hun ser en person, som ligner Wey eller en bils som hans.

Benjamin Wey benægter, at han har tvunget Bouveng til sex og vil anke dommen.