Før journalisten James Foley blev brutalt henrettet af terrorgruppen Islamisk Stat, nåede han at sende en sidste hilsen til sin familie.

Foley måtte ikke sende breve, fordi han var amerikaner. I stedet lavede han en hilsen til familien og læste den op for den 25-årige danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen, der sad som gidsel sammen med Foley hos Islamisk Stat i Syrien. Efter sin frigivelse ringede Rye Ottesen til Foleys mor Diane, og genfortalte brevet efter hukommelsen.

Brevet ligger nu på Facebook-siden 'Befri James Foley', som familien oprettede i forsøget på at få sin elskede søn og bror hjem igen. Her er det rørende brev i sin helhed:

Se de rørende billeder: Her mindes de James Foley

Læs også: Avis: Britiske myndigheder kender Foleys morder

"Kære familie og venner

Jeg kan huske, at jeg gik i supermarkedet med far og cyklede en lang tur med mor. Jeg husker så mange skønne stunder med familien som får mig til at drømme mig væk fra dette fængsel. Drømme om familien og vennerne tager mig væk herfra og fylder mit hjerte med glæde.

Jeg ved, at I tænker på mig og beder for mig. Og jeg er så taknemmelig. Jeg kan mærke jer alle, især når jeg beder. Jeg beder til, at I forbliver stærke og bevarer troen. Jeg føler virkelig, at jeg kan røre jer, selv i dette mørke hvor jeg beder.

Vi er 18 personer sammen i cellen, og det har hjulpet mig. Vi har haft uendeligt lange samtaler om film, paratviden og sport. Vi har spillet spil, vi selv har lavet med affald, vi har fundet i cellen... Vi har fundet måder at spille dam, skak og Risk... og vi har afholdt turneringer, hvor nogle dage er blevet brugt på at finde den rette strategi for næste dags konkurrence. Spillene og at kunne lære af hinanden har hjulpet til at få tiden til at gå. Det har været en stor hjælp for mig. Vi fortæller historier og får hinanden til at grine for at bryde den spændte stemning.

Jeg har haft dage, hvor jeg er stærk og dage, hvor jeg er svag. Vi er så taknemmelige, når nogle bliver frigivet, men selvfølgelig længes vi efter vores egen frihed. Vi forsøger at opmuntre hinanden og dele vores styrke. Vi får bedre mad nu og får det dagligt. Vi får te og nogle gange kaffe. Jeg har taget det meste på af det, jeg tabte mig sidste år.

Jeg tænker meget på mine brødre og min søster. Jeg kan huske, at Michael og jeg legede vareulve i mørket og en masse andre eventyr. Jeg tænker på, at jeg jagtede Mattie og T rundt om køkkenbordet. Det gør mig glad at tænke på dem. Hvis der er nogle penge tilbage på min bankkonto, ønsker jeg, at Michael og Matthew får dem. Jeg er så stolt af dig, Michael og takker dig for alle de lykkelige barndomsminder og takker dig og Kristie for voksenminderne.

Og store John; hvor jeg dog nød at besøge dig og Cress i Tyskland. Tak for jeres gæstfrihed. Jeg tænker meget på RoRo og forsøger at forestille mig, hvordan Jack mon ser ud nu. Jeg håber, han har RoRo's personlighed!

Og Mark... jeg er så stolt over dig også, min bror. Jeg tænker, du er på vestkysten og håber, at du får snowboardet og campet. Jeg kan især huske, da vi tog på Comedy Club i Boston sammen og det store kram, vi gav hinanden efterfølgende. Disse særlige minder bevarer mit håb.

Katie, jeg er så stolt af dig. Du er den stærkeste og bedste af os alle sammen! Jeg tror, at du arbejder hårdt og hjælper andre mennesker som sygeplejerske. Jeg er så glad for, at vi sms'ede, lige før jeg blev kidnappet. Jeg beder til, at jeg kan komme til dit bryllup... nu lyder jeg som bedstemor!

Bedstemor, husk nu at tage din medicin, gå nogle ture og bliv ved med at danse. Jeg vil tage dig med til Margarita's, når jeg kommer hjem. Forbliv stærk, for jeg kommer til at få brug for din hjælp i mine bestræbelser på at få livet tilbage.

Jim"


James Foley blev kidnappet i november 2012. Han blev ifølge sin bøddel henrettet som konsekvens af, at USA er begyndt at bombe Islamisk Stats stillinger i Irak.