Bjerget, hvor ni mennesker torsdag mistede livet, er kendt for sin lavinefare, fortæller erfaren, dansk bjergbestiger.
Mont Maudit, hvor mindst ni bjergbestigere torsdag morgen mistede livet, er kendt for sin lavinefare, fortæller bjergbestiger og forfatter til flere bøger om disciplinen, Steffen Kjær.
- Det er et farligt sted på grund af lavinefaren. Især på grund af stejlheden ligger sneen ikke specielt stabilt. Hvis der kommer små forskydninger i temperaturen eller kommer et pres på sneen over klatrerne, så kan der gå en lavine, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Alligevel valfarter mange klatrere hvert år op ad Mont Maudit. Bjerget ligger nemlig midt på den mest populære rute til toppen af nabobjerget Mont Blanc, der er det højeste i Vesteuropa.
- Det er et meget trafikeret sted, fordi det er populært at klatre til Mont Blanc. Men det kræver, at man enten er en særdeles erfaren bjergbestiger eller er i selskab med en guide, siger Steffen Kjær, der tilføjer, at de fleste sørger for at opholde sig så kort tid som muligt på det stejle bjerg.
Lavineskredet kostede mindst ni personer livet og sårede flere andre, heriblandt en dansker. En anden dansk bjergbestiger slap uskadt fra ulykken.
Blandt ofrene er to tyskere, to schweizere og to spaniere. Ifølge BBC er ligene af tre formodede briter også blevet fundet, mens yderligere fire personer, angiveligt to briter og to spaniere, fortsat savnes.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at to danskere klatrede i området, og at én af dem er »lettere tilskadekommet«.



