USA: En svigersøn af den afdøde terrorleder Osama bin Laden skal tilbringe resten af livet i fængsel.

Tilbage i marts fandt en domstol i New York den 48-årige Suleiman Abu Ghaith skyldig i at planlægge drab på amerikanere, og tirsdag faldt dommen så: Fængsel på livstid.

Inden dommen faldt, sagde den kuwaitiske mand ifølge Reuters, at han ikke ville bede om nåde fra andre end Gud.

»I dag, i samme øjeblik, hvor I lænker mine hænder og agter at begrave mig i live, fjerner i lænkerne fra tusindvis af unge muslimers hænder,« sagde den dømte i retssalen.

Suleiman Abu Ghaith blev blandt andet dømt for at støtte terrorister og planlægge terrorangreb mod amerikanere. Ifølge hans forsvarer havde han dog ingen viden om al Qaeda-angreb.

BNB