I weekenden leverede den 77-årige komiker Bill Cosby nogle udsolgte og vellykkede standup-show i Florida.

Og i den forbindelse talte Cosby også for første gang offentlig om de voldtægstanklager, der lige nu truer hans karriere og omdømme.

Det skete under et interview med avisen Florida Today. Her sagde Bill Cosby blandt andet:

- Folk er trætte af, at jeg ikke reagerer på anklagerne. Men man bør ikke svare på den slags antydninger og rygter. Folk bør undersøge sagens fakta, før de blander sig og forlanger en reaktion fra mig.

Uden for lørdagens show i Melbourne, Florida stod en enkelt demontrant med et skilt med påskriften 'Voldtægt er ikke morsomt'

Men ellers blev anklagerne, der også får massiv dækning USA, ikke nævnt med et ord.

Tværtimod høstede Cosby stort bifald for sine fortællinger om barndommen og sit liv som far og ægtemand. Og efter 90 minutters optræden fik Bill Cosby ifølge Florida Today et fem minutter langt stående bfald.