Over 25 kvinder har mere eller mindre direkte anklaget den verdensberømte amerikanske komiker Bill Cosby for at have bedøvet dem med piller og siden voldtaget dem.

De mest alvorlige anklager er dog forældet i rettens øjne. De påståede overgreb fandt nemlig sted i 70'erne og 80'erne. Men nu har sex-sagen imod Cosby, der er én af showbiz' rigeste mænd, fået nyt liv.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters fremgår det således af retsdokumenter fra en sag i 2005, at den i dag 77-årige skuespiller erkender at have givet sløvende piller til mindst en kvinde. Og han tilstår også at have købt flere piller til samme formål.

Sagen fra 2005 resulterede i et fortroligt forlig imellem Cosby og den unavngivne kvinde. Men ifølge amerikanske jurister kan denne indrømmelse alligevel få konsekvenser for komikeren, hvis advokater ellers med held har reddet ham fra yderligere sigtelser.

I årevis har Cosbys advokater også haft held til at lægge låg på de netop afslørede indrømmelser. Men efter pres fra diverse amerikanske nyhedsorganisationer, blev detaljerne og hermed Bill Cosbys tilståelse natten til tirsdag alligevel offentliggjort.

Og nu ruller lavinen imod Cosby.

Således har tre kvinder fra staten Massachusetts sagsøgt den stenrige komiker, der blev verdenskendt for sit 'The Cosby Show.

Og for at undgå den juridiske forældelse, har de istedet for voldtægt anklaget Cosby for at ødelægge deres gode navn og rygte.

Via sine advokater har Bill Cosby nemlig gang på gang antydet, at de forurettede kvinder ikke alene er løgnere men også, at de blot er ude efter hans penge.

Og nu siger kvindernes advokat Joe Cammarata til Reuters:

»De  nye tilståelser viser tydeligt, at mine klienter har fortalt sandheden. Bill Cosby indrømmer, at han har brugt piller for at få sex. Nu er der ingen vej tilbage.«

Tirsdag formiddag er der endnu ingen kommentar fra Cosbys egne advokater.