NIGERIA: En bilbombe i en jeep, der fik banet sig vej helt frem til muren af en kirke i det nordlige Nigeria, har dræbt mindst fem kirkegængere og kvæstet næsten 100 andre.
Kort efter selvmordsangrebet gik unge kristne amok ved kirken og angreb tilfældige folk på gaden med knive og kæppe, og mindst to blev dræbt under dette hævntogt, skriver Reuters, hvis korrespondent i byen så to blodige lig ligge på gaden og unge med blodstænk på tøjet.
- Vi slog dem ihjel, og vi vil have fat i flere, råbte en af de unge, mens politiet spærrede området af, uden tilsyneladende at interessere sig for det.
BBC rapporterer fra byen Kaduna, hvor eksplosionen indtraf, at sceneriet efter terrorhandlingen var forfærdeligt:
- Hele hjørnet af kirken er blæst væk, og det samme gælder taget. Udenfor står resterne af bilen, der først kørte op foran porten uden at kunne komme ind, hvorefter den blev sat i bakgear og derefter kørt gennem en løst bygget murstensvæg, som blev helt ødelagt. Herefter blev bomben bragt til eksplosion lige udenfor kirken, rapporterer Will Ross fra BBC.
Kirken var på gerningstidspunktet pakket med mennesker, der efter eksplosionen flygtede i panik eller blev liggende blødende på kirkegulvet.
Terrorgruppen Boko Haram mistænkes for at stå bag. Gruppen, som i det muslimskdominerede nord kæmper for en islamisk stat baseret på streng Sharialov, har flere gange før angrebet kristne kirker også i Kaduna.
Den hidtil alvorligste terrorhandling her fandt sted i juni, hvor mindst 90 blev dræbt.
Udover kirker er Boko Haram gået efter regeringsbygninger og politistationer.



