USA: Op mod 50 mennesker kom til skade, da en bil lørdag eftermiddag lokal tid ved et uheld pløjede ind i en parade på en kendt vandrerute i den lille bjergby Damascus i Virginia. Af de mange tilskadekomne er mindst fem traumeofre, oplyser politiet til CNN.
Ulykken skete under paraden Hiker’s Parade ved den årlige festival Trail Days Festival, der ærer den berømte vandrerute Appalachian Trail i Virginia nær grænsen til Tennessee.
»Vi kiggede tilbage og så, at der både var vandrere oven på og under bilen,« fortæller vidnet Dalton Thomsen til CNN.
Der er ikke rapporteret om nogle døde, men flere ofre er blevet fragtet med ambulance og helikopter til hospitalet.
Appalachian Trail strækker sig over Springer Mountain i Georgia og Mount Katahdin i Maine og er omkring 3.500 kilometer lang.
BNB