Selv om kontakten til fartøj på Mars er røget, har missionen ikke været forgæves, lyder det fra dansk firma.

København. Rumfartøjet Schiaparelli har endnu ikke givet lyd fra sig, efter at det landede på Mars onsdag eftermiddag.

Men missionen har bestemt ikke været forgæves, lyder det fra firmaet Terma med hovedkontor i Aarhus.

Firmaet har leveret strømforsyningen til rumfartøjet, som skal foretage videnskabelige undersøgelser på den røde planet.

- Man har allerede modtaget en hulens masse data, fra fartøjet bevæger sig ind i Mars' atmosfære, og til det lander på overfladen.

- De data er modtaget, og dem arbejder man nu med at filtrere, siger Carsten Jørgensen, direktør for Terma's rumfartsaktiviteter.

Han har siden onsdag befundet sig i det europæiske rumfartscenter i Darmstadt i Tyskland.

Landingen blev bekræftet onsdag eftermiddag, men herefter har der ikke været kontakt til fartøjet.

Det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvad den manglende kommunikation skyldes.

Men det kan ikke udelukkes, at fartøjet har ramt en sten eller et krater ved landingen.

Alligevel er stemningen god i rumfartscentret i Darmstadt.

- Stemningen er ganske glimrende. Man er meget opsat på at finde ud af, hvad der er sket, siger Carsten Jørgensen.

Han synes dog, det er ærgerligt, at forbindelsen til fartøjet er røget, så man ikke kan igangsætte undersøgelser af overfladen på planeten.

Som ansvarlig for strømforsyningen er han særlig interesseret i at finde ud af, om den del af fartøjet har svigtet. Og det er der intet, der tyder på.

- Vi har fået en briefing om, at alt elektronikken har fungeret. Det er vi selvfølgelig glade for, siger direktøren.

De data, som Schiaparelli sendte afsted, skal bruges, når eksperterne skal forberede den næste mission til Mars.

Den skal efter planen finde sted i 2020, når en særlig robotbil - en rover - sendes til den røde planet.

Også her kommer Terma til at spille en nøglerolle.

Virksomheden med hovedkontor i Aarhus skal nemlig levere en del af den software, som skal styre roveren.

Da rumsonden Rosetta i 2014 landede på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko, havde Terma som leverandør af strømforsyningen også en finger med i spillet.

Og rumfartsaktiviteterne betyder meget for virksomheden.

- Det betyder ultra meget. Det har betydet, at vi har udviklet en helt ny teknologi, som har medført en ny produktlinje inden for strømforsyninger.

- Der har vi allerede haft stor succes på de internationale rumfartsmarkeder. Det er en god vækst, der er kommet ud af det, siger han.

/ritzau/