PAKISTAN: Den myrdede pakistanske premierminister Benazir Bhuttos søn, 24-årige Bilawal Bhutto Zardari, gav på femårsdagen for sin mors død torsdag sin første større offentlige tale. Det gjorde han foran flere hundredetusinder af tilhængere på det familiedrevne mausoleum i Larkana i den sydlige provins Sindh.

Politisk analytiker Hasan Askari fortæller AFP, at arrangementet var »den formelle lancering af Bilawal Bhutto Zardari som politiker«, oplyser Al Jazeera.

24-årige Bilawal Bhutto Zardari, som er søn af den nuværende præsident Asif Ali Zardari, er endnu for ung til at stille op til en politisk post, da minimumsalderen er 25 år, men det ventes, at han får symbolsk betydning ved landets parlamentsvalg.

Hans mor, der to gange blev valgt til premierminister, blev myrdet efter et valgmøde i Rawalpindi, hovedkvarteret for Pakistans hær, 27. december 2007.

BNB