USA: Da den 15-årige Jaylen Fryberg fredag formiddag lokal tid åbnede ild i kantinen på sin skole, Marysville-Pilchuck High School i Washington, var det ikke tilfældige mål, han skød mod. Det fortæller drengens bedstefar til CNN.

»De er alle tre fætre og bor tæt på hinanden,« siger Don Hatch med henvisning til, at to af de elever, den 15-årige skød og sårede var hans egne fætre.

Ifølge Reuters er der tale om en 15-årig fætter, der befinder sig i kritisk tilstand på intensivafdelingen på et hospital i Seattle efter at været blevet skudt i hovedet. Samtidig er en 14-årig fætter i alvorlig tilstand efter at være blevet skudt i kæben.

Det er endnu uvist, hvad der fik den ellers populære Jaylen Fryberg til pludselig at trække en pistol i skolens kantine og skyde tre piger og to drenge. En af pigerne døde, ligesom Jaylen Fryberg, som efterfølgende rettede våbnet mod sig selv og trykkede på aftrækkeren.

En veninde til en af de sårede piger siger til Reuters, at den 15-årige gerningsmand for nylig var blevet afvist af en pige, som foretrak hans fætter i stedet for.