MALAYSIA: EN politibetjent er blevet dræbt og en anden kidnappet, efter at tungt bevæbnede mænd i weekenden har angrebet et dykkerressort i Malaysia, hvor de åbnede ild.

Skyderiet fandt sted i delstaten Sabah, som i længere tid har været plaget af vold, skriver AFP ifølge Yahoo News. Området er hjemsted for nogle af verdens bedste dykkersteder, og eskaleringen af de voldelige angreb har allerede fået antallet af turister til at falde.

Myndighederne oplyser, at de bevæbnede mænd kommer fra et naboland, angiveligt Filippinerne. Politiet er på jagt efter dem, men de stak efter drabet af i båd.

Årsagen til weekendens angreb kendes ikke, men en filippinsk terrorgruppe med relation til al-Qaeda har tidligere slået til i Sabah.

BNB