En rutinepatrujle endte tirsdag i en tragedie for den 32-årige politibetjent Charles Joseph Gliniewicz. Han havde netop meldt ind til sin station i Lake County, Chicago, at han forfulgte tre mistænkelige personer, da han blev skudt. Han blev kort efter fundet død af en kollega.

Den 32-årige politibetjent, der til daglig gik under navnet 'G.I. Joe' var gift. Han efterlader sig fire børn.

Det fortæller hans svigermor, Terry Resetar, til Chicago Tribune.

»Han har fire sønner, som nu skal gå videre i livet alene,« siger hun.

Drabet på Charles Joseph Gliniewicz blev tirsdag aften begyndelsen på en menneskejagt i regionen Lake County, der ligger nord for storbyen Chicago i staten Illinois.

De lokale myndigheder har meldt ud, at man jagter tre mænd - to hvide, en sort. De eksakte omstændigheder omkring drabet kendes dog endnu ikke.

Talsmanden for sheriffen for Lake County, Chris Covelli, har til Chicago Tribune fortalt, at 'G.I. Joe' ville tjekke op på noget mistænkelig aktivitet i området, og satte efter tre mænd til fods.

Kort efter mistede man kommunikationsforbindelsen til ham.

Andre betjente blev kaldt til stedet, og de fandt ham ligge skudsåret. Han døde på stedet.

Da betjentene undersøgte ham nærmere, opdagede de, at hans tjenestepistol manglede.

Borgere i området blev derfor rådet til at blive indendøre, og flere skoler er blevet lukket.

Helikoptere er blevet sendt i luften, politihunde afsøger jorden, og betjente undersøger i øjeblikket skove- og industiområder i nærheden for at finde de tre mistænkte personer.

Endnu uden held.