Galina Sandeva forsvandt den 17. december 2015, og kort efter blev hendes veninders værste frygt til virkelighed. De fandt hende i en blodpøl i sin bil på havnen i Oslo. Den 28-årige prostituerede havde fået 30 knivstik, og politiet fandt efter en omfattende efterforskning frem til en 26-årig mand, som har erkendt, at han førte kniven. Men nu ændrer han pludselig forklaring i retten, hvor han kom med en opsigtsvækkende og uhyggelig udtalelse.

Manden har tidligere fortalt, at han havde aftalt at dyrke sex med Galina Sandeva, men at der opstod tumult i bilen på grund af en uenighed om prisen. Ifølge sin oprindelige forklaring stak han hende med kniven i nødværge og derfor mener han ikke, at han kan dømmes for mord. Nu antyder han i et nyt retsmøde, at han ikke var den eneste, der borede kniven ind i den stakkels bulgarske kvinde, skriver Dagbladet.

»Han forklarer nu, at han ikke tog kniven med sig, da han gik fra bilen. Så ombestemte han sig og gik tilbage. Han mener, at andre må have påført Galina resten af knivstikkene, mens han var væk,« siger statsadvokat Cecilie Schløsser Møller til Dagbladet.

Den tiltalte forklarede i retten, at han kun stak Galina Sandeva fire-fem gange. Hvis den nye forklaring står til troende, rejser det et nyt spørgsmål: Hvem tildelte hende så de øvrige 25 knivstik?

Galina Sandeva
Galina Sandeva Foto: Politiet
Vis mere

Galina Sandeva blev af veninderne beskrevet som en sprudlende, venlig og smuk kvinde, og det bestialske mord på hende sendte chokbølger gennem hele Norge. Flere prostituerede frygtede for deres egen sikkerhed, indtil den formodede gerningsmand blev anholdt.

Den 26-årige mand blev spottet på overvågningsvideoer, der hvor Galina Sandeva arbejdede som prostitueret, kort tid før hun sidst blev set i live. Under efterforskningen fandt politiet ud af, at han havde købt en kniv dagen før drabet. Men det fældende bevis kom først, da politiets analytikere undersøgte offerets og den mistænktes mobiltelefoner. De havde bevæget sig på præcis den samme rute mellem drabsstedet og mandens bopæl umiddelbart efter at den bulgarske prostituerede var blødt ihjel. Den 26-årige mand var i besiddelse af telefonen, da han blev anholdt, og alt tyder på, at han må have taget den med sig efter drabet.

Den tiltalte har også fortalt en god ven, at han før havde dræbt en prostitueret. Efterfølgende viste han vennen, hvordan det mord blev begået ved at lave en slags rekonstruktion af det i et computerspil. Det har vennen forklaret til politiet.

Den 26-årige mand erkender at have dræbt Galina Sandeva, men nægter sig skyldig i mord. Anklageren mener derimod, at mordet var lige så planlagt, som det var brutalt. Der forventes at falde dom i sagen den 6. april.