I videoen herover kan du se Bernie Sanders tale i senatet den 12. oktober 2011, hvor han langer hårdt ud mod frihandelsaftalen med Panama.

Forargelsen er stor - og overraskelsen er endnu større. Godt nok havde mange politikere og almindelige mennesker en klar fornemmelse af, at der foregik omfattende skattesvindel rundt om i verden - og her i Danmark - men afsløringen af PanamaPapers viser, at omfanget er langt større, end de fleste havde kunnet forestille sig.

Men i den amerikanske delstat Wisconsin må præsidentkandidat Bernie Sanders have svært ved at skjule smilet.

Ikke nok med at han fører i meningsmålingerne og ser ud til at vinde statens delegerede i kampen om at blive demokraternes kandidat til Det Hvide Hus. PanamaPapers har også givet Sanders kampagne et rygstød, som måske kan føre til et overraskende comeback i kampen mod storfavoritten Hillary Clinton.

For tilbage i 2011 kritiserede Sanders den netop indgåede frihandelsaftale mellem USA og Panama hårdt. Hans argumentation er i den grad interessant ovenpå de seneste dages begivenheder.

»Panama er et af verdens førende lande, når det kommer til at lade velhavende amerikanere og store virksomheder unddrage sig amerikanske skatter ved at gemme deres penge i udenlandsk skattely. Frihandelsaftalen med Panama vil gøre denne dårlige situation langt værre. Hvert eneste år unddrager de rigeste mennesker i dette land og de største virksomheder at betale omkring 100 milliarder dollar (654 milliarder kroner i dagens kurs, red.) i skat med hjælp fra skruppelløse og illegale skattely i Panama og andre lande,« sagde Bernie Sanders i senatet den 12. oktober 2011.

Det klip går nu sin sejrsgang på nettet, og mange tolker det sådan, at Sanders forudså den enorme skattely-skandale, som begyndte at rulle søndag. Her så PanamaPapers - 11,5 millioner lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama - dagens lys. Dokumenter som skulle bevise, at Mossack Fonseca i årtier har hjulpet firmaer og rigmænd over hele verden med at gemme deres penge i skattely langt væk fra skattefar.

Det er som en gave fra himlen til Bernie Sanders. For det første er en af den selverklærede socialists mærkesager, at det amerikanske politiske system grundlæggede er sygt. Efter hans mening er systemet lagt an til gavn for rige og magtfulde på bekostning af alle andre, og PanamaPapers kan give det budskab yderligere vind i sejlene.

For det andet var Hillary Clinton en stærk fortaler for frihandelsaftalen med Panama i 2011. Hun nævnte end ikke risikoen for skatteunddragelse i det mellemamerikanske land, da hun gik på talerstolen i senatet dagen efter Sanders.

Tirsdag afgøres det, hvem der vinder primærvalget i ostestaten Wisconsin, som ifølge statens tidligere guvernør Tommy Thompson altid har været en »barometerstat« – en stat, hvor man kan teste, hvad status på valgkampen er.

Måske kan PanamaPapers og Sanders forudsigelse få barometeret til at tippe i hans retning. Men Hillary Clinton har dog en markant føring at tære på - og ved de kommende primærvalg ventes hun at stå stærkt. Ikke mindst i staten New York, som giver mange delegerede til vinderen.