Berlusconi forbereder politisk comeback
Italiens tidligere premierminister, Silvio Berlusconi, vil danne et nyt parti, og »kun jeg kan lede det«, understreger han. Men det vil næppe få succes, vurderer en ekspert.
Italiens tidligere premierminister, Silvio Berlusconi, vil danne et nyt parti, og »kun jeg kan lede det«, understreger han. Men det vil næppe få succes, vurderer en ekspert.
Silvio Berlusconis parti, Frihedens Folk, led et svigende nederlag ved lokalvalgene i Italien søndag, og det får nu den tidligere premierminister til at danne et nyt parti.
- Frihedens Folk er færdigt. Frihedens Folk er ikke længere mit parti, sagde Silvio Berlusconi onsdag ifølge Politiken. Herefter bebudede han dannelsen af et nyt parti.
- Kun jeg kan lede det, lød det fra »il Cavaliere«, som måtte træde tilbage som premierminister i november sidste år med flere sexsager på halsen.
Men ifølge Italien-ekspert Gert Sørensen skal Berlusconi tænke sig godt om, før han giver sig i kast med et nyt parti.
- Spørgsmålet er jo, hvorvidt han er den rette mand til at gøre det. Man kan jo se, at han er jo blevet ældre, og han er ikke omgærdet af den samme succes som tidligere. Han blev jo sat fra bestillingen i 2011, og det er ikke noget gunstigt udgangspunkt for at blive en ny samlende figur for centrum-højrefløjen, siger Gert Sørensen, der er lektor på Københavns Universitet.
Han spår ringe chancer for et succesfuldt comeback for den tidligere regeringsleder.
- Der vil stadigvæk være nogen, der vil støtte et sådan parti, men jeg tvivler på, at det vil få den samme opbakning som de partier, Berlusconi tidligere har bygget op med succes, siger han og påpeger, at Berlusconi »har det med at sende nogle signaler ud i medierne«.
- Det er jo hans måde at kommunikere på, det har han altid gjort, siger Gert Sørensen.