Belgien har meddelt EU-præsident Donald Tusk, at landet ikke kan støtte EU's frihandelsaftale med Canada.

Bruxelles. Belgiens premierminister, Charles Michel, har meddelt EU-præsident Donald Tusk, at Belgien ikke kan bakke op om EU's frihandelsaftale med Canada.

Det siger Charles Michel, efter at han har kikset i et nyt forsøg på at redde den omstridte handelsaftale.

- Jeg har officielt fortalt Tusk, at vi ikke har nogen aftale, siger Charles Michel ifølge Reuters efter et møde mandag med Belgiens regionale ledere.

Det er den vallonske delstatsregering, der stadig blokerer for, at Belgien som det sidste af de 28 EU-lande kan give sin accept af aftalen.

EU-præsident Donald Tusk vil senere mandag meddele, om et topmøde i Bruxelles på torsdag mellem EU og Canada nu skal aflyses.

Her skulle den frihandelsaftale, som Vallonien blokerer for, efter planen have været underskrevet.

/ritzau/