46 mennesker er anklaget for at tilhøre en terrorgruppe, der har sendt unge belgiske mænd i hellig krig i Syrien.

BELGIEN: I den hidtil største retssag mod islamistiske ekstremister i Belgien er 46 mennesker på anklagebænken - anklaget for at tilhøre terrororganisationen Sharia4Belgium.

De tiltalte er ifølge nyhedsbureauet Reuters anklaget for at tilhøre gruppen og for at hjernevaske unge belgiske mænd med det formål at få dem til at deltage i hellig krig i Syrien.

Kun otte af de anklagede var mandag til stede i det tungt bevogtede retslokale i den nordlige havneby Antwerpen. De resterende menes fortsat at befinde sig i Syrien, rapporterer Reuters.

Rundt om i Europa stiger bekymringen for det voksende antal Syrien-krigere, og omfanget af den belgiske sag vidner om, at militante grupper har held med at rekruttere nye medlemmer. Op mod 400 personer menes at være rejst fra Belgien til Syrien for kæmpe, anslår myndighederne, og det er det højeste tal per indbygger blandt vesteuropæiske lande.

I Danmark har PET tidligere anslået, at 100 personer er draget i hellig krig i Syrien.

De belgiske anklagere hævder, at gruppen er blevet ledet af 32-årige Fouad Belkacem, der er talsmand for Sharia4Belgium. Gruppen, der blev opløst i 2012, er en salafist-organisation, som ønskede at indføre sharialovgivning i Belgien. I modsætning til de fleste andre på anklagebænken har Fouad Belkacem dog aldrig selv kæmpet i Syrien.

»Belkacems ord kan kun fortolkes som en opfordring til vold og jihad (hellig krig, red.),« siger statsanklager Ann Fransen ifølge Reuters med henvisning til en række taler og videoer.

Fouad Belkacem afsoner i forvejen en fængselsstraf for at opfordre til had mod ikke-muslimer.

Under retsmødet beskrev anklagerne, hvordan medlemmer af Sharia4Belgium kontaktede unge mænd og i enkelte tilfælde piger for at invitere dem til deres center i Antwerpen, hvor de blev forberedt på at rejse til Syrien.

Hvis de tiltalte findes skyldige, risikerer de op til 20 års fængsel.