Tre attentatmænd er dræbt på hotel i Burkina Faso
Den militante gruppe Aqim har taget skylden for angrebet på Splendid Hotel i landets hovedstad Ouagadougou.

Tre attentatmænd er dræbt og 126 gidsler befriet fra et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, oplyser landets sikkerhedsminister ifølge de internationale nyhedsbureauer.

- Tre jihadister er dræbt. Der var tale om en araber og to sorte afrikanere, siger Simon Compaore til nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at mens belejringen af Splendid Hotel og restaurant i Ouagadougou nu er overstået, så er det nærliggende Yibi Hotel i hovedstaden under angreb.

Splendid Hotel, der ligger i et forretningskvarter, blev fredag aften stormet af et ukendt antal gerningsmænd. En sikkerhedskilde siger ifølge AFP, at angrebet har kostet mindst 22 mennesker livet. Andre 15 tilskadekomne skal være kørt på hospitalet.

Den militante gruppe al-Qaeda i Nordafrika (Aqim) har påtaget sig skylden for angrebet.

I en erklæring skriver den nordafrikanske gren af al-Qaeda, at gruppen målrettet gik efter hotellet Splendid, fordi det er "populært blandt udlændinge" og "besøgt af folk fra vantro nationer", skriver The New York Times.

I udtalelsen hedder det, at de militante har sendt en besked "skrevet af islams helte med deres blod og kropsdele". Angrebet har ifølge Aqim til hensigt "at straffe kors-troende for deres forbrydelser mod vort folk i Centralafrika, Mali og andre muslimske lande".

Et højtstående medlem af Aqim opfordrede i december alle muslimer i adskillige lande, heriblandt Burkina Faso, til at udføre jihad - hellig krig, skriver Reuters.

/ritzau/AFP