SCHWEIZ: En dansk klatrer er onsdag omkommet efter en tragisk fald-ulykke i de schweiziske alper.

Det oplyste schweizisk politi tidligere i en pressemeddelelse, og nu kan Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfte, at den dræbte er en dansk statsborger.

Borgerservice meddeler desuden, at de pårørende er underrettet, men har derudover ikke flere kommentarer til den tragiske sag.

Ifølge schweizisk politi er den dræbte en mand på 44 år, som var på bjergvandring med tre andre danskere. Ulykken skete umiddelbart efter, at gruppen havde nået toppen af det 4.199 meter høje bjerg Rimpfischhorn i Valais-regionen i den sydlige del af Schweiz. Danskerne var angiveligt ikke forbundet med reb, da den 44-årige faldt omkring 300 meter ned og døde.

Det var en guide på bjerget, der slog alarm, og redningsselskabet Air Zermat ankom hurtigt til stedet i helikopter. En læge forsøgte at redde danskeren, som dog blev erklæret død på stedet.

Selv om Alperne ikke hører til blandt verdens højeste bjerge, sker der relativt ofte ulykker i området. I juli mistede ni bjergbestigere således livet, da de blev ramt af en lavine i bjergene omkring Mont Blanc.

Bjerget Rimpfischhorn blev første gang besteget i 1859.