Fredag blev Beijing valgt som værtsby for vinter-OL i 2022. De vestlige storbyer trak sig tidligt fra kampen, fordi et OL ikke vil være de store økonomiske omkostninger værd i positiv omtale for dem, siger ekspert.

KINA: Beijing skal være vært for vinter-OL i 2022. Den kinesiske hovedstad er fredag blevet valgt som værtsby af medlemmerne af Fen Internationale Olympiske Komité (IOC) på et topmøde i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.

Udnævnelsen fik den kinesiske delegation i Malaysia til at springe op fra stolesæderne og omfavne hinanden. Anderledes skuffede var man i Kazakhstan-lejren. Den kazakhstanske storby Almaty var nemlig Beijings eneste modkandidat, men efter fredagens afgørelse må Kazakhstan stadig have sit første OL-værtskab til gode.

Beijing og Almaty har dog ikke været de eneste to i opløbet. En række vestlige kandidater har også deltaget i kampen, men én efter én har byer som München, Davos, Stockholm, Krakow og Oslo trukket deres ansøgninger tilbage blandt andet på grund af de forventede store omkostninger.

Senest beløb 2014-legene i den russiske by Sotji sig til hele 300 milliarder kroner og skrev sig således ind i historiebøgerne som det dyreste OL nogensinde.

For lande som Rusland, Kina og Kazakhstan er brandingværdien ved et OL-værtskab meget væsentlig og kan styrke deres placering på verdenskortet. Men de vestlige lande vil ikke lege med, fordi de ikke vinder meget ved at huse De Olympiske Lege i forhold til den enorme sum penge, arrangementet koster, forklarer sportsøkonom Troels Troelsen fra Copenhagen Business School (CBS).

»Det er først og fremmest en politisk manifestation. Kina og Kazakhstan ønsker at styrke deres placering på verdenskortet og vil demonstrativt vise, at de kan magte at arrangere noget så enormt stort som et OL. De europæiske lande mener derimod ikke, at det er nødvendigt at skrive en regning ud på ti til 15 milliarder kroner for at vise, at de kan arrangere det. Det hersker der ikke tvivl om, at de kan,« siger Troels Troelsen.

Med værtskabet i 2022 skriver Beijing OL-historie. Den kinesiske hovedstad bliver den første by nogensinde til at afholde både et sommer- og et vinter-OL. Beijing var nemlig vært for sommerlegene så sent som i 2008.